Nationalpark Vadehavet

Nationalpark Vadehavet er et af verdens mest værdifulde tidevandsområder. Og for en lang NPrække vandfuglearter er Vadehavet både den vigtigste rasteplads og det vigtigste overvintringsområde i Europa. Desuden yngler en stor bestand af den spættede sæl i Vadehavet.

Vadehavets betydning som rasteplads er altafgørende for de millioner af fugle, der hvert forår og efterår trækker mellem yngleområderne mod nord og overvintringsområderne mod syd. Flere end 10 millioner vandfugle passerer hvert år Vadehavet under trækket.

Vadehavet strækker sig over cirka 500 kilometer fra Blåvandshuk i Danmark til Den Helder i Holland og dækker omkring 9.000 km2 marsk, tidevandsflader, dyb, højsande, sandstrande og klitter. En kæde af øer adskiller selve Vadehavet fra Nordsøen.

Øer og tidevand

Hele Vadehavet har status som natur- og vildtreservat med forskellige bestemmelser for færdsel, jagt og andre aktiviteter. I det internationale vadehav er der mere end 30 øer, heraf tre i Danmark: Fanø, Mandø og Rømø.

Hele Vadehavsområdet er påvirket af tidevandet, som skyldes månens tiltrækningskraft. Tiltrækningskraften giver tidevandet en regelmæssig periode på 6 1/4 time mellem højvande og lavvande.

Vejret indvirker også på tidevandet. Vind fra vest presser vand ind mod Vadehavskysten og forstærker højvandets virkning med op til fire meter ved orkan. Almindeligvis er forskellen på højvande og lavvande ved Ho Bugt cirka halvanden meter.

Mange steder i Vadehavet findes vadeflader: sandflader, der oversvømmes ved højvande, hvor blandt andet sæler opholder sig. På de mere tørre områder, hvor planter har kunnet slå rod, står vandet så stille, at materialer, der bliver ført med vandet, kan synke til bunds.

I rytmen mellem ebbe og flod

Tidevandets rytme mellem højvande og lavvande to gange i døgnet skaber gode forudsætninger for Vadehavets dynamiske økosystem med mange mikroskopiske planter og dyr, der danner fødegrundlaget for en bundfauna af orme, muslinger og krebsdyr. Der kan være flere tusinde af disse dyr på blot en kvadratmeter vadebund.

Under lavvande, når vaderne tørlægges, tanker fuglene op inden rejsen til yngleområderne i  Nordskandinavien, Sibirien og Grønland  – eller undervejs til overvintringslokaliteterne mod syd.

Den spættede sæl er det eneste havpattedyr, der med sikkerhed yngler i Vadehavet. Sælerne er især i yngletiden og under pelsfældningen afhængige af at kunne ligge uforstyrrede på tørlagte banker.

Find inspiration til oplevelser hos  Nationalpark Vadehavet.